# Identitet og erindring

Inger Christensen: "Vores fortælling om verden", 1989

> Allerede det at jeg både kan se og blive set. Og at jeg kan se som mig
> selv. Og se mig selv. Se mig selv blive set. Også af andre. Som selv
> ser og bliver set. Allerede det rummer en kim til kunstens
> nødvendighed.

 

Jorge Louis Borges: Borges og jeg, 1989

> Hvem af os har ikke, når vi gik gennem tusmørket, eller når vi tænkte
> på en bestemt dag i fortiden, hafte følelsen af at have tabt noget
> uendeligt?

 

Franz Kafka: Den nærmeste landsby, 1920

> Min bedstefar plejede at sige: "Livet er forbavsende kort. Nu i
> erindringen trækker det sig sådan sammen for mig at jeg for eksempel
> har svært ved at begribe hvordan et ungt menneske kan beslutte sig til
> at ride til den nærmeste landsby, uden at frygte at der — helt bortset
> fra ulykkelige tilskikkelser — selv i et almindeligt, lykkeligt
> livsforløb langtfra er tid nok til sådan et ridt."

 

Roger Martin du Gard

> Livet ville være umuligt, hvis man huskede. Alt består i at vælge,
> hvad man bør glemme.

 

Henry David Thoreau: Fra dagbøgerne (1841)

> Det er altid muligt at blive det, vi er; noget nobelt og værdigt. Jeg
> ventede aldrig på andet end at komme til mig selv, ingen holdt mig
> tilbage, men jeg kom haltende og humpende efter mig selv.

 

Susan Sontag: Det dystre billede af Amerika gennem dets fotografier,
1973-1975

> Meget af den moderne kunst har sat sig som mål at sænke tærsklen for
> det gruopvækkende. Ved at vænne os til det, som vi ikke tidligere
> kunne holde ud at se eller høre, fordi det var for chokerende,
> smertefuldt eller pinligt, ændrer kunsten moralen - den samling
> psykiske mønstre og offentlige sanktioner, der trækker en vag grænse
> op mellem det, der er emotionelt og spontant udholdeligt og det, som
> ikke er det. Den gradvise undertrykkelse af væmmelsen fører os faktisk
> nærmere en ret formel sandhed - den om vilkårligheden i de tabuer, som
> opstilles af kunst og moral. Men vores evne til at fordøje dette
> tiltagende groteske og gøre det til billeder (film såvel som faste
> billeder) og til ord på tryk har en høj pris. I det lange løb fungerer
> det ikke som en frigørelse, men som en reduktion af jeg'et: en
> tilsyneladende fortrolighed med det grufulde skærper fremmedgørelsen,
> mindsker vores evne til at reagere i det virkelige liv.

 

Einar Már Gudmundsson: Frankensteins kup, 1980-1981

>når jeg ser på dig er du  
>et kamera der rummer min skyld

 

Friedrich Nietzsche: *Den muntre videnskab*, 1882

> den, der glemmer, kan heles

 

Vilhelm Grønbech: *Lyset fra Akropolis*, 1950 (lagt i munden på
komediedigteren Aristofanes i en fiktiv dialog)

> Ser du, mennesker lever ikke på hvad de tænker, men på hvad de veed,
> det vil sige hvad de er.