# Begreber - Komposition (Lyrik) ## Introduktion Formålet med at lave en kompositionsanalyse af f.eks. et digt, er, at man ved at inddele digtet i mindre dele, bedre kan får overblik over hele digtet, og samtidig få et bedre indblik i de enkelte dele. Det hjælper både på analyse og fortolkning. Komposition i lyrik kan inddeles i to kategorier: Indre komposition og ydre komposition. Under ydre komposition kan man se på, hvordan digtet *ser ud*. Hvor langt er det? Hvor store klumper er det delt op? Er der skæv eller lige bagkant? osv. Indre komposition har mere at gøre med *betydningsdimensionen*. Her er det især gentagelser og brud på gentagelser samt kontraster og ændringer i tid/rum/jeg'et/andre personer, som det er vigtigt at holde øje med. De bliver gennemgået her. ## Ydre komposition ### Strofer og vers Når man vil karakterisere et stykke lyrik, er det godt værktøj at tage fat i længden. Man kan f.eks. beskrive antallet af strofer, hvor mange vers der er i hver strofe, og om der er lige mange vers i hver strofe eller ej. Her skal man altid se efter mønstre – eller brud på mønstre. Se eksemplet nedenfor (dvs. Tine Engers "den tabte have"):
den tabte have
asksygen gnaver ved verdenstræets rod svampens sporer spreder skræk forårets nye skud udeblev inderbarken råddent mørner Strofe 1 (4 lange verselinjer)
Babylons hængende haver for længst forvitret Aleppo-fyrretræerne for længst fældet Strofe 2 (2 lange verselinjer)
den sidste have for længst forladt verdensbilledet for længst fortabt Strofe 3 (2 kortere verselinjer)
tvangsvalg mellem paradisets have og en bedre verden Strofe 4 (4 korte verselinjer)

Enjambementer (linjeskift) Enjambementer er et fransk ord, som vi bruger til at beskrive linjeskift, hvor dette bryder prosaen. F.eks. er sætningen "Det er solen der opvarmer den varme sten" i Strandby Nielsens "SOL" delt op i midten (se nedenfor). Når man ser et enjambement, kan det have mange forskellige effekter. Hvis sætningen deles over et sted, hvor man også kunne have sat et komma, er det ikke den store forskel, men alligevel læser vi det lidt tættere, bliver lidt mere opmærksom. I "SOL" har det f.eks. den effekt, at vi bider mere mærke i hver enkelt linje for sig selv, i stedet for kun at læse digtet i sin helhed. F.eks. kan vi se, at sidste linje, "sætter sig på ens overflade", egentlig er en spændende sætning. Er det os, der er stenen? Der står jo "ens overflade" og ikke "dens overflade". Vi kan også prøve at flytte enjambementerne væk, og skrive den som prosatekst. Sammenlign de to versioner, og mærk efter, hvilken forskel det gør: >**SOL** > >Det er solen >der opvarmer den sten > >som efter en lang og for det meste >meget langsomt omtumlet tilværelse > >om lidt oplever det øjeblik >af umulig kontakt > >som man nærmer når et firben >sætter sig på ens overflade. >**SOL** > >Det er solen der opvarmer den sten som efter en lang og for det meste meget langsomt omtumlet tilværelse om lidt oplever det øjeblik af umulig kontakt som man nærmer når et firben sætter sig på ens overflade. ### Jævn og ujævn sats Sats er et gammelt ord fra trykkerhåndværket, og det hentyder til, om der er fast forkant på teksten. Her kommer først et eksempel med jævn sats (Marianne Larsens "Rørelser"), og så et med ujævn sats (Søren Ulrik Thomsens “Levende): >**Rørelser** > >Hende med uro i ben og hænder har valget mellem ja eller nej >eller bugnende mælkebøttespande i storm der får andre markers farver til >at stige opad i hende med uro i læberne og hang til gys og berømmelse >der kan melde sig til optagelsesprøverne til den slags liv når der >bliver plads så dem med uro i hinandens ældste værelser kan få tykke lag >tørret ler fuld af sprækker og hende med uro i sin nemid og kromosomerne >og i sin trang til ukurante følelser bliver registreret som sådan en >hende med uro i flaks og baks og sund og syg i ny og næ har de bedste >chancer ude i uge gudindeskøn tolv selv om hun hver dag indeni brummer i >sindet for at få det til at gå over af sig selv.
>**Levende** > >    regnvandet driver >                ned ad min arm >jeg er levende >    telefonen ringer >                røret er koldt i hånden >        jeg er levende >                græder >            lægger min hånd >    mod min nakke >                jeg er levende >            porten smækker >        bilerne suser bag muren >                        jeg er levende >    mit tøj er beskidt >                vandet koger >            jeg er levende >                    længes efter din stemme >        den er her ikke >    støder mod bordet >                    jeg er levende >            kan huske lugten >    i hans lejlighed >                blæsten på stationen ved havnen >            jeg er levende >                        finder gamle digte >        breve erindringer >                        10 år 8 år 7 år 1 år >            jeg er levende >                    skrive til kontor >                                mælken er sur >                    jeg græder >                    jeg er levende >                græder >                    levende Ligesom enjambement kan ujævn sats betyde mange ting. Det ændrer på rytmen, skaber fokus eller flow. Det *gør* noget ved teksten, og det er din opgave at finde ud af hvad. ## Indre komposition ### Gentagelser Prøv at læse "Levende" fra afsnittet ovenfor. "Jeg er levende" bliver gentaget mange gange, og det lader det med betydning. At være levende betyder her både at tale i telefon, at græde, at have beskidt tøj, at koge vand osv. Det hele er en del af livet. Her bruges Thomsen gentagelsen til at skabe betydning. Det samme gør Larsen i "Rørelser", hvor det er "uro" der går igen. I Engers "den tabte have" er det "for længst", som gentages (se ovenfor). Det bruges i næsten alle digte, så hold øje med det! Når du finder gentagelser, kan de betyde mange ting. Men det vigtigste er, at de betyder. De skaber betydning ved at skabe fokus. ### Brud på gentagelser Det samme gælder, hvis man bryder gentagelserne. Her er sidste del af Benny Andersens "På høje tid": >**På høje tid** > >verden venter ikke >da Mozart var fem år >da Jesus var tolv >da Columbus lettede anker >da Homer >da Rembrandt >da Pasteur >da Darwin >da Dalgas >da Vinci >da Gama >Damokles >det er på høje tid >det er over tiden >min hat >min frakke >mine cykelspænder >det er nu eller aldrig Ved "Damokles" brydes gentagelsen af "da", og digtet skifter tempo. Igen styres vores opmærksomhed, og vi tvinges endnu engang til at læse digtet tæt. Brud på gentagelser er altså lige så stærk en effekt som gentagelserne selv. ### Kontraster Et andet vigtigst kompositionsprincip er kontraster. Kontraster findes i næsten al digtning, også i den helt korte slags. Vi har allerede set det i f.eks. "Levende", hvor Thomsen lader "jeg er levende" – et ret højstemt udtryk – falde ind mellem vand der koger og telefoner der ringer. Men vi ser det også i f.eks. Viggo Madsens "Ansigtsløftning": >**Ansigtsløftning** > >Livet er en hemmelighed >vi har sammen, >smuk som et hukommelsestab >ved midnat >Tanker som snegle på væggen >og myrer, som myrer overalt >Mit råd, nu som før: >Vask hænder, det hjælper! >Du har endnu det bedste >til gode Her er mange kontraster: "Smuk som et hukommelsestab" skaber kontrast. Forskellen mellem de højtidelige "Livet er en hemmelighed" og rådet "Vask hænder, det hjælper!" er også en kontrast. Dets virkning er her at skabe noget overraskende, men det kan også bruges mere subtilt. Fælles for alle kontraster er, at de betyder noget. Fordi digte er korte, er der tænkt over hvert eneste ord, og der er ingen tilfældigheder. Grib fat i kontrasterne, og prøv at finde ud af, hvad de betyder. Det kan tit have noget med temaet at gøre, så de er rigtig gode at holde øje med. ### Ændringer i tid, rum eller jeg'et/andre personer Ud over gentagelser, brug på gentagelser og kontraster, kan man også holde øje med ændringer i tiden, rummet eller jeg'et (eller nogle andre personer) i digtet. Det kan tit sige noget om *handlingen*, og lade en forstå digtet bedre. Hvis du skiller et digt ad, hvor jeg'et ændrer sig, kan det lede til en tolkning af digtet som jegets udvikling. Hvis du gør det ved ændring i rum, kan det være du opdager noget andet, der også ændrer sig. Det er et opdelingsprincip, som ikke har nogle faste svar, men det er ofte et godt sted at starte, hvis man ikke ved, hvad man skal gøre med et digt.